»Det tvinger Rusland til at træffe passende foranstaltninger.«
Den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov retter i et nyt interview et skarpt blik mod Danmark – og mod de danske kampfly, som bliver doneret til det ukrainske militær.
Udtalelserne fra Lavrov falder i et længere interview med det statskontrollerede russiske medie Ria Novosti, hvor han ser tilbage på det snart forgangne år og det, der er sket.
I den forbindelse bliver han spurgt ind til de danske leveringer af det andet parti F-16-kampfly til Ukraine.

»Hvilke foranstaltninger vil Rusland træffe over for Danmark og andre lande, der leverer og sørger for vedligeholdelse af våben?« lyder det i spørgsmålet fra mediet.
Som svar indleder Sergej Lavrov blandt andet med at forklare, at »København er blandt de største donorer af våben til Kyiv, deltager i træningen af ukrainske soldater«.
»Vi har gentagne gange advaret om, at Danmark, dets mæcener og allierede ved at yde massiv militær bistand til de ukrainske nazister fremprovokerer en eskalering af konflikten, der tvinger Rusland til at træffe passende foranstaltninger for at sikre landets sikkerhed, herunder militære og tekniske foranstaltninger,« siger den russiske udenrigsminister.
Han uddyber ikke, hvad det helt præcist dækker over.
Han tilføjer dog:
»Alle våben, som vestlige lande har leveret til Kyiv-regimet, er legitime mål og bliver effektivt destrueret af det russiske militær.«
Danmark har forpligtet sig til at donere i alt 19 F-16-kampfly.
De første fire kampfly blev leveret til Ukraine i august, mens en anden sending ankom i december.
Sammen med Holland står Danmark i spidsen for den internationale træningskoalition, der oplærer ukrainske soldater i at flyve F-16-kampfly.
Træningen startede på dansk jord i sensommeren 2023 på Flyvestation Skrydstrup.

