Lavine rammer bjerg i Himalaya: To meldes døde
Mindst to personer er omkommet, og 14 er savnet, efter lavine rammer over 7.000 meter højt bjerg i Nepal.

Mindst to personer er omkommet, og 14 er savnet, efter lavine rammer over 7.000 meter højt bjerg i Nepal.

To nepalesiske bjergbestigere meldes døde, og 14 er meldt savnet, efter en lavine ramte bjerget Himlung Himal i Nepal søndag morgen.
Det skriver blandt andre det britiske medie BBC og organisationen Nepal National Mountain Guide Association (NNMGA).
»Vi har meldt 14 køkkenpersonale og to klatreguider fra forskellige virksomheder savnet. De to klatreguider er blevet fundet, men desværre blev begge fundet døde,« skriver NNMGA i en erklæring på Facebook.
Bjergbestigerne befandt sig tæt på toppen af det 7.126 meter høje bjerg i Himalaya, da lavinen ramte.
Der har de seneste dage været kraftigt snefald omkring toppen af bjerget, der ligger ved Nepals grænse til Tibet.
Flere redningsarbejdere er søndag eftermiddag nået frem til området for at deltage i en eftersøgnings- og redningsaktion, oplyser NNMGA-præsident Tul Singh Gurung til det tyske nyhedsbureau dpa.
Men på grund af det dårlige vejr er alle endnu ikke nået frem.
Ifølge nepalesisk politiet var der omkring 24 personer i området, da lavinen ramte.
Det nepalesiske hold var blevet sendt i forvejen af de udenlandske bjergbestigere for at gøre lejren klar, klargøre ruten og fastgøre reb på bjerget.
Vedvarende regn og snefald har den seneste tid forstyrret flere trekkingruter i Himalaya. Blandt andet er flere større ekspeditioner på bjergene Manaslu og Dhaulagiri i Nepal blevet aflyst.