Det står hårdt til hos luftfartsselskabet AirAsia.
Direktøren og formanden får slet ikke løn, og de ansatte har accepteret at gå mellem 15 og 75 procent ned i løn.
Men det er luftfartsselskabets ejer, malaysiske Tony Fernandes, som vi skal rette kikkerten mod.
I 2001 købte han nemlig et gældsplaget AirAsia for intet mindre end to kroner, mens han overtog gælden ved at sælge sit hus.
Det skriver Finans.
Efter købet for to kroner fik Tony Fernandes AirAsia på rette kurs igen, og siden er det blevet en fly-mastodont, der omsætter for milliarder.
Men så kom coronavirussen.
Grænser er blevet lukket, samfund står stille, og hos AirAsia betyder det, at 96 procent af alle fly står parkeret ude af funktion.
Alt imens skal der stadig betales løn, leasing af flyene og penge til brændstofleverandørerne.
Med andre ord: Der kommer ingen penge ind, men masser ud.
Og det betyder altså, at AirAsia kommer tættere på konkursen, for hver dag der går med coronakrisen.
Tony Fernandes er en af Malaysias rigeste mænd og ejer desuden også den britiske fodboldklub Queens Park Rangers.