To personer er blevet dræbt, og 18 er såret torsdag, efter en lastbil er kørt ind i fodgængere på et udendørs marked i Bucheon i Sydkorea.

Det skriver AP på baggrund af oplysninger fra brand- og politifolk.

Politiet afhører lastbilchaufføren, der udtaler, at ulykken skyldes en fejl i lastbilen.

Ifølge en politibetjent i byen var manden ikke påvirket af alkohol eller stoffer.

Vidner fortæller ifølge AP at lastbilen bakkede omkring 28 meter, før den kørte 150 meter fremad ind i folkemængden.

To ofre er blevet erklæret døde på hospitalet. 11 af de 18 sårede er alvorligt kvæstede. Det vides ikke, om nogen af dem er i livstruende tilstand.

B.T. følger sagen.