Der udspiller sig i øjeblikket et dramatisk scenarie i det franske skiparadis Val Thorens, hvor én person allerede meldes livløs, og tre øvrige meldes begravet i sneen efter flere laviner i området.
Tusindvis af danske unge rejser hvert år til byen i de franske alper, og i år er ingen undtagelse. Én af dem er Lasse Bürgel Ovens, som har bevidnet de dramatiske scener fra første parket i Frankrig.
»Der er så meget sne, at vi ikke har kunnet se to meter foran os, når vi har været ude,« siger den 19-årige gymnasieelev til B.T.
Sammen med cirka 700-1000 andre fynske gymnasieelever ankom han lørdag til Val Thorens med en uges skiløb og fester foran sig.
Du kan se det vilde vejr i videoen herunder:
Nu sidder han i stedet på de franske myndigheders opfordring fanget i sin lejlighed og må ikke gå ud, med mindre det er strengt nødvendigt.
Lejligheden ligger på toppen af Val Thorens, og fra sit vindue kan Lasse Bürgel Ovens kigge ud over de meterhøje snedriver, byen er dækket i, mens det buldrer og brager fra bjergtoppene.

»Der bliver sprunget dynamit eller lavinebomber på bjergene for at sætte lavinerne i gang. Vi har hørt enorme brag i lejligheden flere gange de sidste par timer,« fortæller Lasse Bürgel Ovens.
Torsdag eftermiddag har de franske myndighedersat lavinerisikoen op på højeste niveau og rådet alle, der befinder sig i området til at blive inden døre.
Tilstandene var ellers rolige, og der var ikke faldet et eneste snefnug, indtil Lasse Bürgel Ovens skulle hjem fra byen natten til torsdag, hvor han blev stoppet af ordensmagten.

»Da jeg skulle op ad bakken mod vores lejlighed, blev jeg stoppet af fire politimænd, som sagde: 'Lavine, gå en anden vej'. Jeg måtte ikke gå op til min lejlighed og lægge mig til at sove,« siger Lasse Bürgel Ovens.
Ifølge ham har det »sneet nonstop« hele torsdag, og lokalmediet Le Dauphine skriver, at myndighederne melder om mere sne og risiko for 'spontane laviner, der kan nå dalbunde'.

