Erhvervs-og rigmanden Lars Seier Christensen var mandag morgen indblandet i en skræmmende episode på et fly.

Lars Seier Christensen var blandt passagererne på et fly fra selskabet Swiss International Air Lines, der måtte nødlande kort efter take-off.

Flyet var på vej fra Zürich i Schweiz til den italienske hovedstad, Rom.

Kort efter at flyet var lettet, opstod der problemer på flyet, oplyser Lars Seier Christensen i et opslag på Facebook.

Opslaget fra danskeren indledes med ‘Puha.’

‘Et par minutter efter jeg lettede på et fly til Rom for et kvarter siden, var der voldsom røglugt i kabinen,’ fortsætter han i opslaget og skriver videre:

‘Flyet vendte om omgående, og vi er lige nødlandet igen i Zürich - lidt rigelig spænding herfra morgenstunden. Men alt vel,' slutter han opslaget.

Oplevelsen bekræftes af flyselskabet, der i en mail til B.T. skriver, at flyet LX1726 med retning mod Rom var nødt til at vende tilbage til Zürich på grund af røg i kabinen.

‘Den efterfølgende landing var fuldstændig begivenhedsløs, og passagerne kunne fortsætte deres rejser med et andet fly,’ skriver talsmand for Swiss International Air Lines, Stefan Vasic, i mailen.

Årsagen til røgudviklingen er endnu ukendt. Flyselskabet oplyser dog, at de er i gang med at undersøge hændelsen.

Det er ikke lykkedes B.T. at få en kommentar fra Lars Seier Christensen.

Lars Seier Christensen er stifteren af Saxo Bank. Han er derudover aktionær i blandt andet ishockeyklubben Rungsted Seier Capital og i Parken Sport & Entertainment, selskabet bag fodboldklubben F.C. København.