Der er typen, som bare propper maden i sig uden at kigge nærmere på, hvad det er.

Hvis du er en af de typer, så vil du formentlig omlægge din strategi, når du har læst den her artikel.

Historien handler om Lars Robert Aarebrot fra den norske by Melhus.

»Det var virkelig grusomt. Jeg sad i sofaen og spiste noget knækbrød. Det var forholdsvis mørk i rummet, og jeg undersøgte ikke knækbrødene i detaljer, før jeg satte tænderne i dem,« forklarer han til TV 2 Norge.

Nordmanden har skrevet om sin oplevelse på sin Facebook-profil, hvor han også har optaget en video.

Det der skete, da han satte tænderne i knækbrødet, var nemlig noget, som han næppe vil glemme lige foreløbig.

»Så følte jeg noget, der føltes som et hår på tungen. Jeg stoppede med at spise for at kigge nærmere på knækbrødet. Der så jeg, at det myldrede med larver på knækbrødet,« forklarer han.

Han erkender hurtigt, at det er hele pakken, som er overfyldt med larver.

»Min søn havde også spist et knækbrød, og han skreg, da jeg fortalte om det.«

Knækbrødet var Wasa frokostknækbrød, som man også kan købe i danske butikker.

Lars Robert Aarebrot kontaktede butikken Bunnpris i Melhus for at fortælle, hvad der var sket, og der talte han med en butiksansat.

Den person fortalte, at det faktisk er et problem, de har haft i en længere periode.

Derfor undrer Lars Robert Aarebrot sig nu over, hvorfor de ikke gør noget ved det.

»Jeg er ikke fan af at spise larver ubevist, og det tror jeg heller ikke, at andre butikskunder er,« siger han.

Butikschefen har fortalt den uheldige knækbrødsspisende mand, at han kan komme forbi butikken for at få lidt erstatning.

Næste gang kunne det måske være en idé at kigge på sin mad, før man spiser den.