Lyt til artiklen

Det fremgår af kort, som det russiske forsvarsministerium har vist, at Rusland har tabt område i Ukraine.

Tirsdag viser det russiske forsvarsministerium en række landkort frem under sin daglige orientering om krigen. Af kortene fremgår det, at Ukraine har genvundet kontrollen med dele af Kherson-regionen over de seneste dage.

Det står blandt andet klart, at Rusland ikke længere har kontrol med landsbyen Dudchany.

Ukraines hær udtalte tirsdag, at de russiske soldater i området var demoraliserede.

De trækker sig tilbage og ødelægger ammunitionsdepoter og broer, lyder det.

- Alt sammen for at forsinke vores styrkers offensiv, siger det ukrainske forsvarsministerium.

Ukraines viceindenrigsminister siger tirsdag, at den ukrainske hær har genvundet 50 byer og landsbyer i Kherson-regionen. Det fremgår ikke over hvor lang tid.

Kherson er en af de fire ukrainske regioner, som Rusland annekterede fredag.

Der boede omkring en million mennesker i Kherson-regionen før krigen. Kherson er et vigtigt landbrugsområde og er en bro til halvøen Krim.

Regionens hovedby, Kherson, var også en af de første byer, som kom under russisk kontrol.

På kortene kan man også se, at Rusland har tabt områder i den nordøstlige region Kharkiv. Her kan man se, at Rusland har forladt positioner på den vestlige bred af floden, Oskil.

Tabene er sket, efter at Ukraine indledte offensiver i først den sydlige Kherson-region og siden i Kharkiv-regionen.

I weekenden lovede den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, at Ukraine ville generobre flere områder fra russerne i den kommende uge.

- I løbet af denne uge er der blevet hejst flere ukrainske flag i Donbas. Der vil være endnu flere om en uge, sagde han lørdag aften.

Udtalelsen kom, efter at Ukraine havde genvundet kontrollen med den strategisk vigtige by Lyman. Den ligger i den østlige region, Donetsk, som også er blevet annekteret af Rusland.

/ritzau/AFP