Storbritanniens vicepremierminister, David Lammy, erklærer sin fulde støtte til den pressede britiske premierminister, Keir Starmer.

Ingen potentiel udfordrer har tilstrækkeligt med opbakning til at kunne udgøre en seriøs udfordring for Starmer, siger Lammy ifølge Reuters.

- Der er nu gået 24 timer, og ingen er trådt frem for at stille sig til rådighed i de processer, der finder sted i partiet, siger vicepremierministeren.

Selv om Starmer er under hård kritik fra sine partifæller, er der endnu ingen, der har meldt sig på banen som ny kandidat til posten som partileder.

- De, der foreslår, at han skal træde tilbage, må sige, hvilken kandidat der ville være bedre, siger David Lammy, der ud over at være vicepremierminister også er justitsminister.

Han opfordrer ifølge tv-stationen BBC sine partifæller i Labour til at "tage en dyb indånding".

Tirsdag har fire juniorministre meddelt, at de trækker sig fra Starmers regering. Det sker, fordi de ikke længere tror på, at han er den rette til at lede regeringspartiet, Labour, har de alle meddelt.

Tre af dem har opfordret Starmer til at præsentere en tidsplan for, hvornår han vil gå af og lade en anden leder komme til.

Tirsdag har 86 af Labours medlemmer i Underhuset krævet Starmers afgang. Men over 100 har skrevet under på en erklæring om, at de bakker op om ham.

Hvis 20 procent af Labours medlemmer i Underhuset, hvilket er 81 personer, kan enes om en udfordrer, kan det udløse et formandsvalg.

Starmers popularitet er dalet markant gennem flere måneder.

Senest har han fået kritik på grund af Labours elendige resultater ved sidste uges lokalvalg.

Her blev det EU-kritiske højrefløjsparti Reform UK den store vinder.

I Wales blev det walisiske parti Plaid Cymru langt størst i Wales' parlament, hvor Labour mistede magten for første gang i 27 år.

Reform UK ledes af Nigel Farage, som stod i spidsen for brexit-kampagnen op til Storbritanniens afstemning om, hvorvidt landet skulle forlade EU.

David Lammy siger tirsdag til BBC og andre medier, der er forsamlet uden for premierministerens bolig i Downing Street, at den eneste person, der nyder godt af Labours "navlepilleri", er Nigel Farage.

/ritzau/