Da politiet i Glasgow, Skotland, standsede en bil med narkotika for 85.000 danske kroner, ventede de ikke at finde et levende lam på bilens bagsæde.

Den lettere bizarre situation fandt sted på motorvejen M74 i april i år. Det resulterede i anholdelsen af samtlige folk i bilen.

Lammet blev taget i forvaring af en lokal landmand, som sagde, at det uskyldige lam tilsyneladende stod ved 'dødens port'.

Men efter det fik mælk og vitaminer og blev placeret i en varmeboks, fik det hurtigt humøret igen.

Politiet sporede lammets ejer via øremærket, og det blev returneret til ejeren, Kirsty Mair.

Den 25-årige driver landbruget North Lanrigg Farm sammen med sin far, Robin. De fandt først ud af, at det var deres lam, da politiet mødte op med det.

Kirsty Mair har straks givet lammet navnet Pablo – efter den colombianske narkobaron Pablo Escobar.

Kirsty Mair fortalte, at hun havde set opslaget fra Police Scotland 23. april om lammet.

»Jeg syntes, at billedet så ud, som om det var et af mine lam,« sagde hun.