Det er lige før, han kun manglede en langhåret kat i sit skød, så havde han lignet en ægte superskurk fra en James Bond-film.

Billedet fra den russiske præsident, Vladimir Putins, kontor i forbindelse med den skæbnesvangre tale, hvor han anerkendte to udbryderområder i Ukraine som selvstændige nationer, har fået stor opmærksomhed på sociale medier.

Og der sker også meget på billedet. Men hvad er det præcis, man ser?

Det udlægger en dansk militærekspert over for B.T.

Først lad os se billedet igen. Her er det:

Det er taget på Putins kontor i Kreml. Det var her, han mandag aften i en timelang tale slog fast, at han ikke anser Ukraine for at være en stat, der bør have lov til at eksistere, hvor han talte dunder mod Vesten og NATO, og her, hvor han officielt valgte at anerkende Lugansk og Donetsk som selvstændige stater.

»Da jeg så billedet af kontoret, tænkte jeg først 'hold op, det er hidsigt'. Men så fik jeg set nærmere på, hvordan Putins kontor normalt ser ud, og kunne konstatere, at det er helt normalt,« siger Jeanette Serritzlev, der er militæranalytiker og ekspert i informationskrig ved Forsvarsakademiet til B.T.

Noget af det, der umiddelbart fanger opmærksomheden på Putins kontor, er de mange telefoner og andre former til kommunikation, som den russiske præsident har.

Først og fremmest de tre hvid/beigefarvede fastnettelefoner.

»Det er tydeligt, at meget af det er noget ældre dato og ikke indkøbt i går. De tre telefoner er gamle og analoge systemer. Det siger mig, at man har et tydeligt fokus på sikkerhed. Analoge telefoner er markant mere sikre end eksempelvis smartphones,« siger Jeanette Serritzlev.

Hun fortæller videre, at de tre telefoner formentlig har hver sin rolle. En til at ringe internt, en anden til at ringe ud og måske en tredje til at ringe internationalt.

Men det er ikke eneste tegn på, at sikkerheden er afgørende.

Et andet er den computermus, som Putin har.

»Putins mus har en ledning. Det er markant mere sikkert end en mus med bluetooth. Og det viser bare, at sikkerheden er i absolut højsæde,« siger Jeanette Serritzlev.

Der er også mere moderne former for kommunikation på bordet. Blandt andet en computer, hvor der foran står en mindre skærm.

»Det er en skærm til videomøder, som formentlig kommer op på den store skærm i baggrunden,« siger Jeanette Serritzlev og fortsætter:

»Man kan også se en computerskærm med det, der ligner Windows på. Billedet på skærmen er af Kreml, og det ser ikke ud til, at der er ret mange filer på hjemskærmen, som der er på de flestes computere. Det kan indikere, at der ikke er tale om en computer, han bruger så tit, men i stedet, at den er med som en slags pynt,« siger hun.

Og så er der apparatet ved Putins venstre side. Det er sværere at identificere. Men efter at have konfereret med kollegaer på Forsvarsakademiet, som har indgående teknisk viden, så mener de at have en idé om, hvad det er.

»Mine kollegaer og jeg mener, at det er et system til klassificeret kommunikation,« siger Jeanette Serritzlev.

Når hun ser på billedet overordnet, er hun ikke i tvivl om, hvilke signaler Putin gerne vil sende.

»Ofte, når Putin holder taler, så er det optaget andre steder. Men her er det et klart signal om, at han er i arbejdstøjet. Og de mange former for kommunikation er også et signal om, at vi har med en vigtig person at gøre,« siger Jeanette Serritzlev, der har en sidste pointe:

»Når vi tænker over, hvor meget Putin talte om Sovjettiden i sin tale, så giver det også mening med de telefoner. Det giver klare mindelser om de gode, gamle dage,« siger hun.