»Han er satan. Fuldstændig tom.«
En angivelig 'lækket' telefonsamtale, der skal have fundet sted mellem to meget prominente navne i det russiske samfund, har vakt stor opsigt de seneste dage.
For de to mænd retter – tilsyneladende – en heftig kritik mod landets præsident, Vladimir Putin.
Det skriver flere medier, herunder norske Børsen og The Guardian.
Den usædvanlige samtale mellem de to velkendte og velhavende medlemmer af den russiske elite blev angivelig aflyttet og efterfølgende delt på YouTube tidligere på måneden.
Men det er først nu, den er begyndt at blive set nærmere på, efter et ukrainsk medie forleden omtalte den.
Hvis optagelsen viser sig at være ægte, kan den ifølge The Guardian give et sjældent indblik i stemningen blandt den russiske elite i forbindelse med krigen i Ukraine.
I lydoptagelsen kan man høre to mænd tale.
Den ene skal angivelig være den kendte russiske kulturprofil og musikproducer Josif Prigozjin – der ofte anses for at være en Kreml-støtte og ikke har nogen relation til stifteren af lejesoldatgruppen Wagner, Jevgenij Prigozjin.
Den anden skal efter sigende være oligarken og milliardæren Farkhad Akhmedov, der er tidligere politiker i Rusland og har rødder i Aserbajdsjan.
I den omkring 30 minutter lange samtale skal de to mænd komme med en vidtgående kritik af krigen i Ukraine og af den russiske ledelse.
»Nej, Farkhad, der er ingen tvivl om, at de har røvrendt landet,« kan man ifølge den uafhængige russiske avis Novaja Gazeta høre en mand, der lyder som Prigozjin, sige i optagelsen.
Samme mand omtaler også Putins inderkreds som »afdankede lowlifes«, der opfører sig, som om de er »guder«.
Derefter kommer manden, der lyder som Akhmedov, ind på de sanktioner, han blev ramt af i forbindelse med krigen.
Blandt andet klager han over, at hans kort blev spærret, mens hans båd »rådner«:
»De skriver, at jeg er en nær ven af Putin! Fuck det! Sidste gang, jeg så Putin, var i 2008,« lyder det.
Videre fortæller manden, der skal være Akhmedov, ifølge Novaja Gazeta, at det ikke handler om penge, men »om anstændighed«. Til det siger manden med Prigozjins stemme:
»Dybest set har han (Putin, red.) begravet den russiske nation.«
»Han er satan. Fuldkommen tom,« skal Akhmedov ifølge The Guardian sige om den russiske præsident, før han tilføjer:
»Han røvrendte os alle sammen. Alle og alt. Hele landet. Hele befolkningen, for fanden.«
The Guardian oplyser videre, at det ikke har været muligt at verificere klippets ægthed.
Efter det begyndte at cirkulere i weekenden, tog Josif Prigozjin afstand fra det. Ifølge ham er optagelsen en »provokation«, der har til formål at »skabe splittelse« i den russiske elite.
Det britiske medie skriver, at han til at begynde med kaldte klippet for »fake news«, men senere sagde han, at klippet indeholdt »nogle rigtige øjeblikke« fra hans samtale med Akhmedov.
»Stemmen er lig min. Men det er ikke klart, hvordan opkaldet blev limet sammen. Vi skal finde ud af det,« siger musikproducenten.
Akhmedov har endnu ikke kommenteret optagelsen.