Den er blevet kaldt 'superinfluenzaen', og netop nu skaber den en 'tidevandsbølge' af smitte i Storbritannien.

Situationen er så alvorlig, at læger slår alarm.

Alene den seneste uge er antallet af indlagte med influenza steget med hele 55 procent i Storbritannien, og det får nu sundhedschefer til at frygte for konsekvenserne, skriver The Independent.

Ifølge det britiske medie har smitten med den muterede influenza A-virus, som bærer det mundrette navn H3N2 – men som også kaldes 'superinfluenzaen' – allerede ført til, at børneoperationer bliver aflyst.

Simpelthen fordi de intensive børneafdelinger over hele Storbritannien er fyldt til randen som følge af influenzasmitten og smitte med andre luftvejssygdomme så som RSV.

Og ikke nok med det.

Britiske læger advarer om, at hospitalerne snart vil være så overfyldte, at det bliver meget svært at forhindre spredning af infektioner blandt de indlagte – hvoraf flere er immunsvækkede og risikerer alvorlige sygdomsforløb eller sågar at afgå ved døden i tilfælde af smitte med 'superinfluenzaen'.

Det gør ifølge en udtalelse fra det britiske selskab for kritisk pædiatrisk pleje (PCCS) sårbare patienter »rædselsslagne« for at blive smittet med H3N2.

En britisk ekspert antager, at denne variant er mere smitsom og fører til flere alvorlige tilfælde og hospitalsindlæggelser end i tidligere influenzasæsoner.

»Vi har ikke set en virus som denne i et stykke tid; dens dynamik er usædvanlig,« fortæller Nicola Lewis, direktør for World Influenza Centre på Francis Crick Institute, til BBC.

Herhjemme holder Statens Serum Institut (SSI) vågent øje med udviklingen i influenzasmitten, som også i Danmark er stigende.

Derfor har SSI tre gode råd til alle danskerne. Dem kan du finde lige HER.