Læger har læst Trumps sundhedsrapport: Vigtige detaljer mangler
Flere læger har læst den amerikanske præsidents sundhedsrapport nøje igennem – og noget vækker undren.

Flere læger har læst den amerikanske præsidents sundhedsrapport nøje igennem – og noget vækker undren.

Sjældent har en sundhedsrapport fået så meget opmærksomhed som 79-årige Donald Trumps fik i slutningen af maj.
Men nu sår flere læger tvivl, om der er udeladt relevante oplysninger i rapporten.
I slutningen af maj offentliggjorde Trump-administrationen resultatet af den amerikanske præsidents seneste sundhedstjek.
Trump har fortsat et stærkt helbred, lød konklusionen fra præsidentens læge ifølge Det Hvide Hus.
»Præsident Trump er fortsat ved fremragende helbred og udviser stærk hjerte-, lunge- og neurologisk funktion samt generelt god fysisk form,« lød det fra Trumps læge, den amerikanske flådekaptajn Sean Barbabella.
Men nu sår flere læger, der har læst sundhedsrapporten igennem, tvivl om konklusionen. Det skriver The Wall Street Journal.
Der mangler vigtige oplysninger - blandt andet - om hans hjertekar-sundhed, lyder det.
Lægerne påpeger, at rapporten ikke nævner noget om graden af åreforkalkning eller præsidentens såkaldte udstødningsfraktion – et mål for, hvor meget blod hjertet pumper ved hvert slag.
Sidstnævnte indgik i Donald Trumps sundhedsrapport fra 2018.
»Hvis jeg skulle have lavet en rapport, som jeg skulle sende til en anden læge, ville jeg have nævnt lidt mere om ultralydsscanningen af halspulsåren,« lyder det blandt andet fra William Shutze, der er vaskulær kirurg fra Texas.
Trump er det seneste år flere gange blevet set med tydelige blå mærker på hænderne og hævede ben.
Det Hvide Hus har forklaret mærkerne med præsidentens daglige brug af aspirin og mange håndtryk.