En australsk læge er anklaget for at have sendt tusindevis af truende beskeder til en mand, som hun havde mødt på Tinder.
Det samme gjorde hun mod mandens familie, da han efter få dates gik fra hende.
'Jeg vil gå efter det, som du værdsætter mest i livet,' og 'Du fortjener alt det, som der kommer til at ske med dig', skrev hun i beskederne.
Mandag erklærede hun sig delvist skyldig i den bizarre sag om ulykkelig kærlighed, skriver New York Post.
Den 40-årige radiolog Denise Jane Lee blev i 2017 arresteret for at bruge et pakkebud i tre tilfælde af chikane og intimidering.
I retssagen har anklageren fremlagt hele fire mapper fyldt med udskrifter af de godt og vel 9000 beskeder, som hun sendte til manden.
I den modtagende ende stod Matthew Holberton, som hun havde mødt to år tidligere.
De mødte hinanden over datingtjenesten Tinder i 2015. De spiste henover sommeren fire middage sammen og havde sex to gange.
Deres korte affære sluttede dog, fordi Matthew Holberton gjorde det forbi og flyttede fra Sydney til Melbourne i Australien.
Det var her, at det gik helt galt for kvinden.
Denise Jane Lee blev ifølge anklageskriftet besat af sin tidligere flamme.
Hun begyndte at sende tusindevis af beskeder til ikke kun ham, men også hans familie og nye kæreste.
De truende beskeder fortsatte ifølge anklagerne i en endeløs strøm i formuleringer som; 'Jeg vil sørge for, at du får, som du fortjener'.
Tidligere på måneden nægtede dommeren at lade sigtelserne mod Denise Jane Lee frafalde på grund af mentale problemer.
Efter adskillige timers forhandling mellem hendes forsvarer og anklageren erklærede hun sig skyldig i fire ud af sagens ti sigtelser.
De resterende seks er trukket tilbage.