En britisk læge er fundet skyldig i to gange at have 'tatoveret' sine initialer på sine patienters organer, mens han udførte levertransplantationer.

Den 53-årige læge ved navn Simon Bramhall brugte en argonstrålemaskine til at skrive sine initialer på to bedøvede patienters organer tilbage i 2013, da han arbejdede på Queen Elizabeth Hospital i Bimingham.

Det skriver BBC.

Under retssagen mod ham ved Birmingham Crown Court indrømmede han, hvad han havde gjort, og han blev idømt 12 måneders samfundstjeneste.

Et af ofrene, som under retssagen blev omtalt som 'Patient A', fik indopereret donororganet under en livreddende operation foretaget af Simon Bramhall. En uge senere opstod der dog problemer med den nye lever, som stoppede med at fungere, og da patienten i den forbindelse blev opereret af en anden læge, spottede lægen initialerne 'SB' på organet.

Et billede af det fire centimeter store 'brændemærke' blev taget, og Bramhall erkendte efterfølgende, hvad han havde gjort.

I retten kom det frem, at lægen angiveligt havde gjort det for at lette stemningen i operationsstuen under de to transplantationer, der blev foretaget i henholdsvis februar og august 2013.