»Syv tilfælde af SARS bekræftet.«
Sådan lød den advarsel, som lægen Li Wenliang sendte til sine gamle studiekammerater fra lægeuddannelsen den 30. december 2019.
Lægen havde oplysningerne fra sit arbejde på Wuhan Central Hospital, og det har senere hen vist sig, at de 'syv tilfælde af SARS' var syv tilfælde af den coronavirus, der lige nu spreder sig i verden.
Men så spørger du måske dig selv, hvorfor resten af verdenen først for alvor hørte om den farlige epidemi i slutningen af januar måned?
Jo, sagen er nemlig den, at tre dage efter Li Wenliang sendte sin advarsel, stod det kinesiske politi foran hans dør. Det skriver Berlingske og flere internationale medier.
»Efter jeg havde sendt beskeden, fandt politiet mig og fik mig til at skrive under på et officielt brev med kritik,« har Li Wenliang skrevet i et indlæg på det sociale medie Weibo, der er populært i Kina.
I brevet fremgår det, at lægen er kommet med »usande kommentarer«, og at han »skal reflektere over sin egen opførsel«.

Li Wenliangs beretning er blot endnu bekræftelse af den historie, som især de store kinesiske medier har bragt den seneste uge: At myndighederne i Kina bevidst har valgt at tilbageholde sandheden om den virus, der indtil videre har kostet over 362 mennesker livet.
Eksempelvis var det først den 20. januar, at en kendt læge i et tv-interview løftede sløret for, at coronavirussen smittede mellem mennesker.
Det er på trods af, at myndighederne allerede havde kendt til den information i flere uger, og at man potentielt set kunne have sikret, at færre mennesker var blevet smittet.
»Læger og de, der arbejder med beskyttelse mod sygdomme, vidste godt, hvor alvorligt det var, men ingen turde fortælle sandheden,« har en læge med pseudonymet Li ifølge Berlingske sagt til Caixin.
Li Wenliang er selv blevet smittet af coronavirussen og bliver behandlet på sit hospital.