Den amerikanske popstjerne Lady Gaga blev som 19-årig voldtaget af en musikproducer og gjort gravid.

Overgrebet var skyld i, at hun senere fik en "total psykotisk nedsmeltning".

Det fortæller hun i en ny dokumentarserie, der fredag havde premiere på Apple TV+.

Popstjernen fra New York City har tidligere fortalt, at hun blev voldtaget af en producer, da hun var ny i musikbranchen.

Voldtægten gav hende posttraumatisk stress, som hun stadig kæmper med den dag i dag, selv om det ifølge hende selv er under kontrol.

- Jeg var 19 år gammel, og jeg arbejdede i branchen, da en producer sagde til mig: Tag dit tøj af, fortæller den 35-årige sangerinde i dokumentarserien "The Me You Can't See".

Blandt skaberne af serien er den amerikanske talkshow-vært Oprah Winfrey og den britiske prins Harry.

- Jeg sagde nej. Og jeg gik min vej, fortæller Lady Gaga, hvis borgerlige navn er Stefani Joanne Angelina Germanotta.

- De sagde til mig, at de ville brænde al min musik, og de blev ved med at spørge mig. Og så frøs jeg, og jeg... Jeg husker det ikke en gang, fortæller hun grædende.

Verdensstjernen, som aldrig har afsløret identiteten på sin overgrebsmand, siger, at hun fortsat vil holde hans navn hemmeligt for offentligheden, fordi hun "aldrig nogensinde vil møde den person igen".

Lady Gaga fortæller, at produceren "gjorde mig gravid og satte mig af på hjørnet ved mine forældres hus".

Efterfølgende gemte hun sig selv væk i et studie i månedsvis.

/ritzau/AFP