Hunde er trofaste følgesvende. Det fik en tysk kvinde for alvor at føle, da hendes hund forlod et tog, da den pludselig ikke kunne finde hende.

Det skriver Flensborg Politi i en pressemeddelelse.

Klokken 22.30 mandag aften blev politiet i Neumünster kontaktet af en togfører, der underrettede dem om en herreløs hund på perronen på byens togstation.

Mens toget var nødsaget til at køre videre, ankom to politimænd til stedet, hvor det lykkedes dem at lokke hunden til sig.

De indledte med det samme jagten på hundens ejer og spurgte blandt andet på stationen og tjekkede hos rigspolitiet, om nogen havde meldt deres hund savnet.

Det var dog slet ikke nødvendigt.

Efter godt tyve minutter ringede en togfører nemlig og fortalte, at han havde en kvinde hos sig, som savnede sin hund.

De nærmere omstændigheder blev hurtigt afklaret. Kvinden forklarede nemlig, at hun sammen med sin hund, Tina, var på vej med tog fra Hambrog til Kiel, da hun pludselig skulle tisse. Da hun forlod toilettet, kom hun til at gå i den forkerte retning, og da hun kom tilbage til sit sæde, var hendes hund væk.

Hunden Tina havde forladt toget, da det standsede i Neumünster.

'Tæven Tina var tydeligvis begyndt at savne sin ejer, fordi den steg af toget i Neumünster og begyndte at lede,' skriver Flensborg Politi i pressemeddelelsen.

Klokken 23.30 blev Tina og hendes ejer genforenet, og i den tid de var fra hinanden, led den trofaste hund ikke nogen nød - hun blev nemlig godt passet på af de lokale politibetjente, der blandt andet fodrede hende med bananer og ost.

Betjentene på politistationen i Flensborg passede godt på Tina, til hun igen blev genforenet med sin ejer. Foto: Flensborg Politi
Betjentene på politistationen i Flensborg passede godt på Tina, til hun igen blev genforenet med sin ejer. Foto: Flensborg Politi
Vis mere