Skal palæstinensisk regering bruge penge på skoler og hospitaler, kan de ikke bruges på våben, lyder det.

Udviklingsstøtten til de palæstinensiske selvstyreområder skal stoppes, det mener Liberal Alliance, der mandag vil fremsætte et forslag, hvori det foreslås, at den årlige støtte på 450 millioner kroner droppes.

Det fortæller Henrik Dahl, der er partiets udenrigsordfører.

- Den daværende regering annoncerede en stramning i 2017, som blev gennemført i 2018 med udviklingsbistand dengang, og jeg har egentlig synes, at den stramning indtil videre var nok.

- Men med den situation, der er opstået siden i lørdags, så mener jeg og vi, at der er behov for yderligere en stramning, siger han.

Liberal Alliance mener, at man bør "defunde" de palæstinensiske områder.

På den måde kan den lokale regering blive nødt til at bruge pengene på vedligeholdelse af eksempelvis skoler og hospitaler, i stedet for at de bliver brugt på køb af våben.

- Vi ved jo ikke, hvordan de vil prioritere, og det er sådan set heller ikke vores sag. Men defunding betyder jo i princippet, at de bliver nødt til at foretage en eller anden prioritering.

- Det kan jo være at de prioriterer at være ligeglade med deres civilbefolkning - det er der jo noget, der tyder på, at de er i forvejen - men det er jo bare sådan, at hvis vi forærer styret på Vestbredden eller Gaza en besparelse, så er det jo, så er de penge, de har sparet, som de kan bruge til at købe våben, siger Henrik Dahl.

Regeringen må så fortælle befolkningen, at man har prioriteret, som den har. Hvis befolkningen er utilfreds med det, må den demonstrere mod det, mener udenrigsordføreren.

- Altså, man får jo det klare indtryk, at der er en ret stor opbakning til til magthaverne, og ellers må folk jo give deres utilfredshed til kende.

- Men jeg synes ikke, der er nogen grund til, at vi hverken direkte eller indirekte skal understøtte terrorregimer, siger udenrigsordføreren.

Ifølge partiet skal kassen smækkes helt i, fordi det har vist sig, at der er forbundne kar fra dem, der modtager støtten, og Hamas.

/ritzau/