De nuværende regeringsforhandlinger kan ende med at bane vej for langt mere ekstreme kræfter i dansk politik.

Det frygter Liberal Alliance-profilen Henrik Dahl, som advarer mod Lars Løkke Rasmussens (M) krav om at holde yderfløjene ude af reel indflydelse.

Det skriver Berlingske.

Henrik Dahl, der tidligere har siddet i Folketinget og i dag er medlem af Europa-Parlamentet for Liberal Alliance, peger på, at Danmark hidtil har undgået samme udvikling af én særlig årsag:

»Yderfløjene i Danmark er ikke tossede. Det er de ikke, fordi vi ansvarliggør dem. Men hvis Løkke får sin vilje, så ender vi med at kopiere noget, der virker virkelig dårligt i rigtig mange europæiske lande,« siger han til mediet.

Han peger især på Tyskland som et skræmmeeksempel. Her kæmper de traditionelle midterpartier ifølge Henrik Dahl med vælgernes tillid, mens yderfløjspartiet AfD fortsætter fremgangen.

Et parti, som ifølge Henrik Dahl har en »hård kerne«, der er »fascistisk«.

Når partiet alligevel stormer frem, skyldes det ifølge LA’eren, at mange vælgere føler sig ført bag lyset, når partier går til valg på store uenigheder, men alligevel ender i brede regeringer, som det ses med koalitionen mellem CDU og SPD.

I Moderaterne giver man ikke meget for kritikken fra Henrik Dahl, som man mener mest af alt har svært ved at orientere sig i dansk politik, efter at han stoppede i Folketinget.

Partiets politiske ordfører, Monika Rubin, henviser til, at SVM-regeringen har indgået mange brede aftaler med partier fra både den ene og den anden side af Folketingets midte, og nævner, at Dansk Folkeparti er med i 126 aftaler, mens Enhedslisten er med i 104.

»Så vi er grundlæggende ikke enige i, at bestemte politiske partier holdes udenfor,« siger hun til Berlingske.