Politiet har anholdt en mand i forbindelse med den brutale massakre, der tirsdag kostede tre kvinder og seks børn livet i det nordlige Mexico.
Præcis hvilken rolle, han spillede i forbrydelsen, er endnu uvist.
»Vi afventer mere viden, inden vi udsender en officiel udtalelse,« oplyste rigsadvokaten i Chihuahua, Cesar Peniche Espejel, ifølge CNN onsdag.
Adskillige gevær og en stor mængde ammunition blev angiveligt beslaglagt i mandens hjem i forbindelse med anholdelsen, der sker én dag efter, en konvoj med kvinder og børn på brutal vis blev blev angrebet.

Angrebet skete, da kvinder og børn fra LeBaron-familien – en mormon-familie med både mexicanske og amerikanske statsborgere, der i årtier har boet i det nordlige Mexico på grænsen mellem delstaterne Chihuahua og Sonora – kom kørende langs grænsen mellem USA og Mexico.
Bag rattet i alle tre biler sad mødre, der sammen med deres børn skulle besøge familie.
Så langt kom de dog aldrig. De blev nemlig fanget i et baghold og beskudt.
Alle tre mødre og seks af deres børn mistede livet – heriblandt tvillinger på bare otte måneder. Syv af børnene formåede dog at flygte fra stedet. Blandt andet en 13-årig dreng, som gemte sin søskende under blade og grene i et buskads, hvorefter han gik 23 kilometer for at hente hjælp.

Oprindeligt arbejdede politiet ud fra den teori, at de brutale mord var sket som følge af personforveksling.
Sidenhen er det dog kommet frem, at LeBaron-familien var kendt for at tale åbent og kritisk om kartelvold og var blevet truet af mexicanske kriminelle flere gange.
To bander ved navn La Línea og Los Chapos, der har tilknytning til to forskellige karteller, kæmper lige nu om magten i Staten Sonora i det nordlige Mexico. Politiet har udtalt, at der særligt sættes fokus på banden La Línea i forbindelse med de ni mord.
Alle otte overlevende børn bliver behandlet på hospitalet. Fem af dem havde skudhuller flere steder på kroppen, da de ankom.