En podcast gjorde Marie Madeleine Steen landskendt som 'Kvinden med den tunge kuffert'.

Norske Marie Madeleine Steen blev første gang dømt i Norge i 1992, og sidenhen blev det til 11 domme for bedrageri. Nu er hun blev fundet død i et lejlighedshotel i byen Skjetten lidt udenfor Oslo.

Og det kommer ikke bag på Krister Moltzen, der var med til at skabe hendes kaldenavn, at det var sådan, at hun endte sine dage.

»Hun har levet fra det ene svindelnummer til det næste. I et liv der starter og stopper hele tiden. Jeg har aldrig hørt om andet. Det virker til, at hun har levet sådan indtil slutningen.«

Krister Moltzen har sammen med Tim Hinman skabt 'Kvinden med den tunge kuffert' under deres podcast 'Third Ear.'

Third Ear, der lavede podcasten om Mare Madeleine Steen, gjorde hende landskendt under navnet 'kvinden med den tunge kuffert'.
Third Ear, der lavede podcasten om Mare Madeleine Steen, gjorde hende landskendt under navnet 'kvinden med den tunge kuffert'.
Vis mere

Over syv episoder fulgte lytteren jagten på den norske svinder, der altid medbragte en tung og stor kuffert.

Hvad tænkte du, da du hørte, at hun var død?

»Jeg tænkte, at det var sørgeligt. Sikke en slutning på et ensomt liv,« siger Krister Moltzen og uddyber:

»Jeg har altid tænkt på hende som det mest ensomme menneske, jeg nogensinde har beskæftiget mig med.«

Krister Moltzen lærte langsomt Marie Madeleine Steen at kende, da han fulgte hendes spor af svindelnumre i podcasten.

»Da jeg lavede det program, tænkte jeg hurtigt på, at hvis man lever sit liv på den måde, så har man kun forhold til mennesker, der varer nogle få dage eller maksimalt uger af gangen.«

»Alting stopper hele tiden for hende. Alle relationer stopper, når folk finder ud af, at hun ikke er den, hun udgav sig for at være,« forklarer Krister Moltzen.

Marie Madeleine Steens bedragerier gik typisk ud over præster, klostre, kirketjenere og forskellige overnatningssteder.

I slutningen af podcasten møder Krister Moltzen den norske svindler i Københavns Lufthavn.

»Hende som jeg mødte og stod over for i lufthavnen i slutningen af podcasten, var en sød og sympatisk kvinde.«

Men selvom Krister Moltzen lærte hende at kende, så opbyggede han aldrig sympati for svindleren.

»Hun var jo en løgn fra ende til anden. Hun er på overfladen en sød og sympatisk person.«

»Men det der gemmer sig bag overfladen, det har jeg svært ved at få sympati over for. Det må jeg indrømme,« forklarer Krister Moltzen.

Tim Hinman og Krister Moltzen modtog Kronprinsparrets Stjernedryspris i 2017 for deres podcast Third Ear. På billedet ses Tim Hinman. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Tim Hinman og Krister Moltzen modtog Kronprinsparrets Stjernedryspris i 2017 for deres podcast Third Ear. På billedet ses Tim Hinman. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vis mere

Deres podcast modtog priser og blev hørt af rekordmange danskere.

»Ingen vidste hvem hun var i Danmark, før vi begyndte at beskæftige os med hende,« siger Krister Moltzen.

I 2018 blev hun kendt skyldig i bedrageri i Danmark og straffet med fængsel i et år og seks måneder. Hun blev dømt for 22 bedragerier begået i Danmark.

Krister Moltzen er ikke i tvivl om, hvorfor så mange danskere gerne ville lytte til Marie Madeleine Steens bedragerier.

»En af grundene til at folk var så interesseret, var fordi, at der var en vanvittig frihed i det, hun gjorde. Hun gjorde lige det, der passede hende. Og hun udgav sig for at være lige den, hun gerne ville være.«

»Hun løj og bedragede folk, som hun havde lyst til, og det er der en eller anden vanvittig frihed i. Men der er også en bagside af det – som er en utrolig ensomhed,« forklarer Krister Moltzen.

Ifølge norsk politi er der tale om en naturlig død. Hun blev 64 år.