Politiet i den lille franske by Rambouillet siger, at en angriber, der fredag med kniv dræbte en 49-årig kvindelig betjent, råbte "Allah Akbar".

Myndighederne har derfor valgt at efterforske drabet som terror. At der er tale om et islamistisk terrorangreb.

Det har fået præsident Emmanuel Macron til at reagere Twitter.

- Vi vil ikke give efter for islamistisk terrorisme, skriver han.

Den 49-årig kvindelige betjent blev stukket ned og dræbt på politistationen i Rambouillet. Den lille by med 26.000 indbyggere, ligger sydvest for Paris. Her fungerede hun som kontoransat.

Antiterrorenheden hos den franske anklagemyndighed er gået ind i efterforskningen af drabet.

Anklageren Jean-François Ricard fra antiterrorenheden siger ifølge AFP, at "ytringer fra angriberen", peger i retning af et terrormotiv.

Angriberen beskrives som en 37-årig mand. Han stammer fra Tunesien. Han blev efterfølgende skudt og dræbt af politiet, oplyser tv-stationen BFMTV.

En kilde i politiet siger til tv-stationen, at tuneseren ulovligt bosatte sig i Frankrig. Men han fik opholdstilladelse i 2019.

Ellers er han ikke kendt af politiet og myndighederne i forvejen.

Indenrigsminister Gérald Darmanin og premierminister Jean Castex har få timer efter besøgt gerningsstedet.

- Frankrig har mistet en af hverdagens helte ved en barbarisk handling båret af et ubegribeligt kujoneri, siger Castex.

Avisen Le Figaro skriver med politiet som kilde, at den kvindelige betjent lige var vendt tilbage fra en pause, da hun inde på politistationen blev stukket ned af den 37-årige tuneser.

Ambulancefolk forsøgte at stoppe blødningerne efter et stik i halsen. Men forgæves. Kvinden måtte kort efter erklæres død.

Angrebet skete klokken 14.20.

Rambouillet er en lille middelklasseby. Her ligger den franske præsidents sommerbolig, Chateau de Rambouillet.