En canadisk kvinde er blevet dræbt i en skudepisode ved de kendte Teotihuacán-pyramider i Mexico.
Tre andre personer er samtidig blevet såret.
Det skriver Reuters.
Ifølge nyhedsbureauet fandt skyderiet sted i området ved det populære turistmål uden for Mexico City.
Gerningsmanden tog efterfølgende sit eget liv.
Der er endnu ikke meldt noget ud om motivet.
På det sociale medie X skriver den mexicanske præsident, Claudia Sheinbaum Pardo, at Mexico er i kontakt med den canadiske ambassade.
Præsidenten uddyber, at sikkerhedsmyndighederne er blevet instrueret i at efterforske skyderiet grundigt og tilbyde den nødvendige hjælp.
Mexicansk sikkerhedsmyndighed oplyser, at de sårede har modtaget lægehjælp.
Teotihuacán er en ruinby, som ligger cirka 50 kilometer nordøst for den mexicanske hovedstad, Mexico City.
Byen er kendt for sine tempelpyramider, Månens og Solens Pyramider.
