For få dage siden overfaldt en kvinde en stewardesse på en amerikansk indenrigsflyvning med et Southwest Airlines-fly.
Stewardessen havde bedt kvinden om at bære sit mundbind, så det dækkede både mund og næse, og vidner fortæller til CNN, at det til sidst første til en voldelig episode.
Det kan du se i videoen øverst i artiklen, som vidner har optaget og sendt til mediet.
»Det var som at være med i en gyser,« fortæller et af vidnerne, Taro Arai.
Episoden endte nemlig både blodigt og ubehageligt. Stewardessen mistede to tænder, og passageren er anholdt og i politiets varetægt. Det hele skete, mens flyet gjorde klar til at lande i Minneapolis i Minnesota.
Southwest Airlines fortæller til CNN, at de i stigende grad oplever konflikter med passagerer, der ikke vil bære mundbind, når de er blevet vaccineret, selvom det er et krav i deres fly.
»De ser ud til at være vrede, nærmest før de går ombord på flyet, og de angriber vores flypersonale verbalt, siger grimme ting til dem, trækker i deres tøj og bliver aggressive,« siger Lyn Montgomery, der er direktør for flyselskabet.
Kvinden, der opfører sig aggressivt i videoen, er sigtet for groft overfald.


