Kvinde omkommet i skrækulykke på amerikansk restaurant
Hun sad og spiste aftensmad med sin mand, da ulykken skete.

Hun sad og spiste aftensmad med sin mand, da ulykken skete.

Hun sad og spiste aftensmad med sin mand på restauranten Driftwood Grills terrasse.
Et splitsekund senere indtraf en ufattelig tragedie:
Mens det amerikanske par nød middagen og hinandens selskab på restauranten i den lille by Summerton nær søen Lake Marion i South Carolina, fik et kraftigt vindstød løsnet en parasol ved et af bordene.
Vinden fik så godt fat i parasollen, at den fløj direkte over og ramte den 56-årige kvinde på halsen, skriver flere amerikanske medier, herunder People.
Hun fik halspulsåren skåret over og døde på stedet, oplyser den lokale sherif, Tim Baxley, til lokalmediet WIS.
Alle forsøg på livreddende førstehjælp var desværre forgæves.
Den tragiske hændelse fandt sted lørdag den 23. maj om aftenen på et tidspunkt, hvor vejret pludseligt slog om og blev meget voldsomt.
»Vores hjerter er med familien, vennerne og de bekendte, der er berørt af den tragiske hændelse under gårsdagens pludselige, voldsomme vejrbegivenhed ved Lake Marion,« lyder det i en udtalelse fra Driftwood Grill.
»Dette har dybt påvirket mange mennesker i vores lokalsamfund, herunder gæster, personale, førstehjælpere og alle involverede,« tilføjer restauranten.
Der er ikke meldinger om andre tilskadekomne.