En 32-årig kvinde har mistet livet efter fald fra en rutsjebane i en fransk forlystelsespark.

Kvinden faldt ud af forlystelsen 'Formula 1' i parken Parc Saint-Paul i Beauvais i det nordlige Frankrig.

Det skriver mediet Le Parisien.

Forlystelsen er indrettet sådan, at man sidder i vogne, der kører rundt på skinner. Le Parisien skriver, at kvinden - af uvisse årsager - faldt ud af vognen, da denne nåede et sving.

Efter ulykken blev parken lukket for besøgende, og der blev udført tekniske undersøgelser.
Efter ulykken blev parken lukket for besøgende, og der blev udført tekniske undersøgelser. Foto: PATRICK KOVARIK
Vis mere

Kvindens mand forsøgte angiveligt at holde fast i hustruens ben, hvilket desværre var forgæves. Kvinden døde på stedet efter faldet fra rutsjebanen.

Le Parisien har talt med en anden gæst i parken, der beskriver, hvordan hun hørte et skrig og efterfølgende opdagede kvinden, der blødte voldsomt og ikke bevægede sig. Samtidig forklarer hun, at flere børn overværede ulykken.

Forlystelsesparken blev efterfølgende lukket ned, og besøgende måtte forlade forlystelsesparken.

Rutsjebanen skal nu inspiceres nærmere for at finde ud af, hvad der forårsagede ulykken.

Det er ikke første gang, en kvinde mister livet i selvsamme forlystelse. Tilbage i 2009 omkom en kvinde, da hun ligeledes faldt ud af en vogn. Dengang lød konklusionen, at ulykken skete på grund af kvindens ureglementerede opførsel.