Kvinde mistænkt for Monaco-bombe er fundet skuddræbt i Ukraine
Fredag blev kvinde efterlyst via Interpol i bombesag. Nu er hun fundet dræbt af skud, og en person er anholdt.

Fredag blev kvinde efterlyst via Interpol i bombesag. Nu er hun fundet dræbt af skud, og en person er anholdt.

En ukrainsk kvinde, der er mistænkt for at have detoneret en bombe i Monaco, er blevet fundet skuddræbt i Ukraine.
Det oplyser den ukrainske generalanklagers kontor ifølge nyhedsbureauet Reuters tirsdag.
Anklagerne siger, at der er blevet anholdt en ansat ved Ukraines militære efterretningstjeneste, HUR. Personen har ifølge anklagerne sagt, at han dræbte kvinden og en anden mistænkt.
Eksplosionen fandt sted mandag sidste uge.
Den ukrainskfødte forretningsmand Vadym Jermolajev samt en kvinde, som han danner par med, og hans søn blev såret i eksplosionen.
AFP beskriver Vadym Jermolajev som en multimillionær, der er omfattet af sanktioner, og som har fået cypriotisk statsborgerskab og angiveligt har mange fjender i sit hjemland.
Den 39-årige kvinde, der nu er fundet dræbt, blev fredag eftersøgt via Interpol for drabsforsøg samt anbringelse af sprængstof på en offentlig vej.
Ifølge det britiske medie BBC skulle den ukrainske kvinde være kommet til Ukraine to dage efter angrebet.
Her var hun i kontakt med sin familie og med to mænd - en tidligere politibetjent og en nuværende officer.
Ifølge BBC er det blevet undersøgt, om de to mænd er medskyldige i angrebet, fordi de gentagne gange skulle have overført penge til den ukrainske kvindes krypto- og bankkonti.
RITZAU