Lægerne kunne ikke forstå det. Uanset hvordan de behandlede en 15-årig leukæmiramt dreng, fik han det ikke bedre. Tværtimod fik drengen flere uforklarlige infektioner.

Lægerne fattede mistanke til drengens mor og opsatte videokameraer. Det fældede hende. Nu er hun blevet dømt i en bizar og uhyggelig sag.

Billederne fra videokameraerne afslørede, at Tiffany Alberts flere gange sprøjtede noget ind i sønnens drop. Det fik lægerne til at gå til politiet.

Lægerne på Riley Hospital for Children i den amerikanske by Indianapolis havde konstateret, at der var et forhøjet antal af organismer i den 15-åriges blod, som man normalt kun ville finde i afføring. Der var ingen lægefaglig forklaring på, hvordan de var havnet der, men fæcesorganismerne kunne i værste fald have kostet drengen livet.

I første omgang nægtede moren at have skudt afføring i sønnens drop, men til sidst gik hun til bekendelse.

Nu er Tiffany Albers blevet dømt for sin ugerning.

Den amerikanske skolelærer har fået en dom på syv års fængsel for særlig grov vold mod og alvorlig forsømmelse af sin søn, mens han var indlagt på hospitalet. Hun blev frikendt for anklagerne for mordforsøg, skriver det amerikanske lokalmedie IndyStar.

Utroligt nok påstod moren, at hun gav sin søn afføringsinjektionerne for hans eget bedste.

Tiffany Alberts er blevet idømt syv års fængsel.
Tiffany Alberts er blevet idømt syv års fængsel. Politiet i Indianapolis

Tiffany Albers forklarede til politiet, at hun gjorde det for at få sønnen forflyttet til en anden afdeling på hospitalet, hvor han – efter hendes mening – ville få en bedre behandling for sin leukæmi.

I stedet gav indsprøjtningerne ham infektioner, tårnhøj feber, opkast og kraftig diarré. Flere gange måtte han opereres, og han tilbragte i en periode 18 dage på intensiv afdeling som følge af de uforklarlige reaktioner.

Drengens forværrede tilstand betød også, at lægerne måtte afbryde et kemoterapiforløb, da hans helbred var for skrøbeligt.

I dag skulle drengen have fået det bedre.