En kvinde er fundet død under mystiske omstændigheder på det firestjernede hotel Radisson Waterfront i Stockholm.

En mand - som ankom til hotellet sammen med kvinden - er blevet anholdt og er mistænkt for mord.

Det skriver Aftonbladet.

Ifølge det svenske medie skændtes parret højlydt ved ankomsten til hotellet tirsdag aften.

Onsdag morgen ringede manden til receptionen og fortalte, at kvinden var blå omkring sine læber og havde brug for en ambulance. Ved ambulancens ankomst kort efter var kvinden afgået ved døden.

Senere samme dag blev han anholdt og mistænkt for mord.

Manden blev løsladt torsdag, idet politiet endnu ikke har fundet beviser, som forstærker eller svækker mistanken.

»Men han er fortsat mistænkt for mord,« siger anklager Zilla Hirsch til Aftonbladet.

Politiet holder kortene tæt ind til kroppen i sagen og ønsker endnu ikke at kommentere efterforskningen.

Manden nægter sig skyldig i mord.