Et amt i den amerikanske stat Colorado har betalt en kvinde godt 15 millioner kroner i erstatning for at blive anholdt nøgen i sin lejlighed under en velfærdskontrol.

Fremont County måtte betale det beløb til Carolyn O'Neal, der havde sagsøgt sheriffen på grund af en anholdelse af hende i maj 2014. Hun levede på det tidspunkt i Cañon City – på et sted, hvor det ikke var tilladt at drikke alkohol.

Politifolkene var rykket ud, fordi de frygtede, at hun ville gøre skade på sig selv. Det skriver Denver Post.

O'Neal var nøgen, fordi hun var ved at gå i bad, da politifolkene tvang sig adgang til hendes lejlighed. Hun fortalte de tre betjente, at hun absolut ikke havde til sinds at skade sig selv, men det stoppede ikke betjentene.

Carolyn ONeal sad i en 'fastholdelses'-stol i flere timer på politistationen i Fremont, Colorado.
Carolyn ONeal sad i en 'fastholdelses'-stol i flere timer på politistationen i Fremont, Colorado. Foto: Affotograferet fra video
Vis mere

Hun var stadig nøgen, da hun blev slæbt med i fængsel. Der blev hun anbragt i en 'fastholdelses'-stol i adskillige timer. Det skriver New York Post.

Der fik hun stød af en Taser to gange, mens hendes arme og ben var låst fast. Desuden blev hun tvunget til at have en spytmaske over hovedet.

»Det var en uhyrlig sag,« udtalte O'Neals advokat, David Lane, til avisen Denver Post.

»Betjentene, som mente, de var hævet over loven, fik en lektie af juryen. Uheldigvis kostede det skatteyderne i Fremont County en masse penge, men jeg håber, at det får borgerne til at forlange, at deres betjente overholder loven – ellers kommer det til at koste.«

Anklagerne om, at O'Neal modsatte sig anholdelsen, var allerede tidligere blevet affærdiget af dommeren. Politifolkene har siden episoden i 2014 indrømmet, at O'Neal i stedet burde have været kørt på hospitalet – ikke i fængsel.

»Politiet blev tilkaldt af bygningens tilsynsførende. Hendes mor lå for døden, hun var deprimeret, og hun udtalte noget i retning af 'ting går ikke så godt, jeg føler, som om jeg skulle køre min bil ud over en klippe',« husker advokaten David Lane, hun sagde, lige før hun blev lagt i håndjern.

Carolyn O’Neal lider ifølge sin advokat af posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) og flere andre mentale sygdomme.