Det endte fatalt, da en ældre kvinde i weekenden blev hejst op i en helikopter for at blive reddet fra de stigende vandstande, som en voldsom tyfon havde skabt i Japan.

For kvinden var tilsyneladende ikke spændt godt nok fast, og hun endte med at falde ud af helikopteren og 40 meter ned på jorden.

Hendes liv stod ikke til at redde.

Det skriver Sky News og Japan Times.

Den ældre kvinde på 77 år boede i Iwaki, som var et af de områder, der blev ramt af både heftig storm og stigende vandstande som følge af tyfonen 'Hagibis', der ramte og ødelagde store områder i landet i weekenden.

Omkring 50 centimeter vand stod i kvindens hus, da en redningshelikopter ankom til stedet for at hjælpe hende væk.

Ifølge brandvæsnet i Tokyo, som stod for redningsaktionen, blev kvinden spændt fast i en form for lift og hævet op i helikopteren ved hjælp af et reb.

Men da kvinden var kommet op til helikopteren, gik det galt.

Den ældre kvinde var tilsyneladende ikke sikret godt nok til rebet, og det førte til, at kvinden faldt ned fra helikopteren.

Kvinden blev indlagt på et hospital, hvor hun senere blev erklæret død.

»Vi beklager dybt for at have udført den forkerte procedure under redningsaktionen,« lød det på et efterfølgende pressemøde fra en talsmand for brandvæsnet, Hirofumi Shimizu, skriver Japan Times.

Ud over den ældre kvinde har mindst 32 andre mistet livet i forbindelse med tyfonen, skriver Sky News.

Tyfonen Hagibis ramte lørdag aften lokal tid.

Både hvad angår vindstyrke og regn, var tyfonen ekstrem.

På et døgn faldt 939,5 millimeter regn – svarende til knap en meter – ned over landet, skriver Reuters.

Omkring syv millioner mennesker var blevet opfordret til at søge ly for at overleve tyfonen, som gik i land med vindstød omkring 216 kilometer i timen.