En kvinde på omkring 55 år er blevet dræbt i en villa i byen Boden i det nordlige Sverige torsdag.
Svensk politi har skudt og dræbt den formodede gerningsmand, som er en mand på omkring 20 år.
To andre er såret. Det er ikke umiddelbart klart, hvor alvorligt de er kommet til skade.
Den formodede gerningsmand angreb personer i villaen i Boden med en form for våben, oplyser politiet på sin hjemmeside.
- I forbindelse med, at politiet skal anholde manden, som er i 20-års alderen, opstår en situation, som fører til, at politiet skyder direkte mod ham. Han dør, lyder det i en meddelelse fra politiet.
Der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at den formodede gerningsmand havde en tilknytning til nogen af de personer, der befandt sig i villaen i Boden, skriver politiet. Men det ventes afklaret i løbet af efterforskningen.
Sagen efterforskes som drab og drabsforsøg, oplyser politiet videre.
Tidligere torsdag havde politiet oplyst, at det var rykket ud til en alvorlig voldshændelse i Boden.
Byen ligger omkring 80 kilometer syd for polarcirklen og knap 40 kilometer nordvest for byen Luleå.
/ritzau/