En amerikansk kvinde blev forleden fundet død med sin egen pytonslange viklet rundt om halsen.

Kvinden ved navn Laura Hurst blev fundet i et hus i den amerikanske delstat Indiana, og fredag slog retsmedicinere fast, at dødsårsagen var kvælning.

Kvælning, som altså med stor sandsynlighed blev forårsaget af den 36-årige kvindes slange. Det skriver CNN.

Ifølge det amerikanske medie er huset, som kvinden blev fundet i, ubeboet af mennesker og blev kun brugt til at huse slanger.

Der skulle angiveligt have været i alt 140 slanger i huset, da Laura Hurst blev fundet. 20 af slangerne tilhørte angiveligt den nu afdøde kvinde.

Slangen, der blev fundet omkring Laura Hursts hals, var 2,4 meter lang.

Ifølge politiet lykkedes det personen, der fandt Laura Hurst, at fjerne pytonslangen fra hendes hals, men redningsmandskab var ikke i stand til at redde hendes liv.

»Vi ved ikke, hvad der har fået kvinden til at slippe slangen ud af sit bur,« siger Kim Riley fra Indiana State Police til CNN og kalder samtidig dødsfaldet for 'en tragisk ulykke'.