En kvinde er fundet død i et vandreområde i den amerikanske delstat Montana – og myndighederne har en klar mistanke om, hvad der ligger til grund for dødsfaldet.
I den vestlige del af Yellowstone Nationalpark, hvor kvinden blev fundet, er der nemlig observeret fodspor fra en grizzlybjørn.
Og myndighederne antager derfor, at kvinden er blevet offer for et bjørneangreb, skriver The Guardian.
Lige nu pågår efterforskningen, mens den endelige dødsårsag skal slås fast.
Området ved Yellowstone Nationalpark er populært blandt vandrere.
Men grundet den tragiske sag har myndighederne udstedt en nødlukning af området, mens politiet efterforsker sagen.
Ifølge The Guardian er bestanden af grizzlybjørne steget kraftigt inden for det seneste årti.
Det har også ført til, at bjørnene i stigende grad kommer i konflikt med mennesker.
I 2021 blev en person dræbt af en grizzlybjørn nær en campingplads i det vestlige Montana. Og i april i år blev en anden angrebet af en bjørn og mistede efterfølgende livet under en fisketur i området ved Yellowstone Nationalpark.
