Det fik fatale konsekvenser for en ældre kvinde, da to hunde løb ind i hendes baghave fredag eftermiddag.

Kvinden, der er i 80'erne og som boede i en lille by et stykke uden for Birmingham i England, blev fundet dræbt af politiet fredag.

Det skriver flere britiske medier, heriblandt The Sun.

Billeder fra stedet viser desuden, at politiet og redningsfolk var mødt talstærkt op i villakvarteret, hvor angrebet fandt sted.

Da politiet fandt hende, havde hun adskillige bidsår på kroppen og hendes liv stod ikke til at redde. Om det decideret er bidsårene, der er skyld i hendes død, skal dog først undersøges ved en obduktion.

Det fremgår heller ikke, hvem ejermanden er til de to hunde, men britiske medier rapporterer, at en 43-årig mand er anholdt i sagen. Manden er nu varetægsfængslet og skal afhøres.

»Det står klart, at to hunde – som ikke tilhørte kvinden, der var i 80'erne – havde formået at finde ind i hendes have og hun blev angrebet,« skriver West Midlands Politi i en pressemeddelelse.

De to hunde er efterfølgende blevet bedøvet og skal nu undersøges nærmere. Blandt andet skal det kortlægges hvilken race, de tilhører.