Kvinde bad ChatGPT om råd til medicin: Nu er hun død
De pårørende har lagt sag an mod OpenAI, fordi de mener, at det var ChatGPT, der fik hende til at droppen medicinen.

De pårørende har lagt sag an mod OpenAI, fordi de mener, at det var ChatGPT, der fik hende til at droppen medicinen.

Bowen Wan blev 31 år.
Den kinesiske kvinde blev fundet død sin lejlighed i Seattle i februar efter et voldsomt epileptisk anfald.
Nu lægger hendes forældre sag an mod OpenAI, fordi de mener, at ChatGPT er skyld i hendes død.
Det skriver The New York Times.
Bowen Wan led af epilepsi, og i de seneste år var sygdommen taget til.
Pludselig var det som om, at den medicin, hun havde taget i årevis, ikke længere virkede.
Det betød, at hun i perioder havde anfald flere gange om dagen.
Af frygt for at få et anfald på gaden isolerede hun sig mere og mere.
Hun tog orlov fra sit job som softwareudvikler i Amazon, og til sidst blev hun fyret.
Det var i efteråret 2025.
På det tidspunkt var hendes helbred faktisk i bedring, fordi hun var skiftet til en ny type medicin.
Men situationen var alvorlig:
For at bevare sin opholdstilladelse i USA skulle hun have et nyt job, og Bowen Wan følte, at medicinen påvirkede hendes hjerne.
Derfor begyndte hun at spørge ChatGPT til råds om, hvordan hun kunne trappe ned på medicinen, så hun kunne tænke mere skarpt i forbindelse med en jobsamtale.
Efter hendes død opdagede hendes forældre, hvordan hun har haft en løbende dialog med ChatGPT om, hvordan hun kunne justere sin epilepsimedicin.
I første omgang bad chatten hende om at spørge sin læge til råds, men til sidst roste den hende for »ikke at stole på en læges recept,« skriver The New York Times.
Hendes egen læge udtaler til avisen, at hun under ingen omstændigheder ville have anbefalet Bowen Wan om at nedtrappe medicinen.
»Det ville være ukorrekt opførsel af mig at instruere hende i at stoppe med medicinen, når den tydeligvis virker,« siger Dr. Nicholas Poolos.
Hendes far, Qun Wang, fandt ud af, at ChatGPT havde lavet en plan til datteren for, hvordan hun kunne sænke dosis fra 400 mg til nul i løbet af få uger.
Efterhånden som hun trappede ud, fik hun symptomer som forvirring og hukommelsesbesvær.
Samtalehistorikken på hendes computer viste, at hun 158 gange udtrykte bekymring over symptomerne, men hver gang var svaret: »Du har absolut ingen grund til at bekymre dig.«
Få dage før sin død skrev Bowen til chatbotten, at hun følte sig udmattet og spurgte, om hun skulle genoptage medicinen.
»Bevar 0 mg i morgen,« lød svaret.
I løbet af februar mistede familien i Kina kontakten til hende. Hun svarede pludselig ikke på deres opkald, og 14. februar slog forældrene alarm.
De fik nogle venner i Seattle til at tjekke op på hende.
Desværre for sent.
Den unge kvinde lå død i sin lejlighed efter det, der ligner et voldsomt epileptisk anfald.
Talsmand for OpenAI, Drew Pusateri, siger til The New York Times, at det er »en utrolig hjerteskærende situation.«
Han tilføjer, at den udgave af ChatGPT, som Bowen Wan brugte, ikke længere er tilgængelig, fordi den er blevet beskyldt for at være indblandet i selvmord.
27. oktober indgav Bowen Wans forældre et søgsmål mod OpenAI med påstand om, at ChatGPT medvirkede til datterens død.
Det vides endnu ikke, hvornår sagen skal for retten.