En 41-årig kvindes bizarre og morbide opførsel vil højst sandsynligt medføre en klækkelig bøde.

Kvinden Yaqun Lu valgte lørdag at benytte en træpind til at stikke ned i en havskildpadde-rede, hvorefter hun begyndte at trampe løs på den med sine bare fødder.

Den besynderlige opførsel fandt sted i Miami Beach i Florida.

Det var tilfældige forbipasserende, som tilkaldte politiet, der efter efterfølgende valgte at anholde den 41-årige kvinde på stedet. Det skriver ABC News og CNN.

Hun sidder nu fængslet, men kan komme på fri fod mod en kaution på 5000 dollar, hvilket svarer til 33.145 danske kroner.

Ifølge det amerikanske medie forcerede kvinden en indhegning bestående af tape og træpinde, som var stillet op for at beskytte reden med havskildpaddeæg.

Derudover skulle der også have stået et stort skilt, der advarede folk mod at komme for tæt på. Men alt dette var altså ikke nok til at stoppe Yaqun Lu.

»Hun stak ned i reden og trampede over det hele på den,« fortæller en talsperson fra Miami Beachs politi til ABC News.

Den anholdte kvinde, Yaqun Lu.
Den anholdte kvinde, Yaqun Lu.

Yaqun Lu skulle efter sigende være fra Kina, men bor i den amerikanske delstat Michigan.

Hendes handling er en alvorlig forbrydelse i Florida, og hun kan se frem til en betydelig bøde, hvis hun bliver dømt skyldig i at chikanere havskildpadderne.

Flere arter af havskildpadderne bliver nemlig anset for at være en truet dyreart og er dermed beskyttet af den amerikanske lov om truede dyrearter, 'Endagered Species Act' (ESA), der siden 1973 har beskyttet dyre- og plantearter i USA.

Myndigheden Florida Fish and Wildlife Conservation Commission udtaler til ABC News, at de har inspiceret reden, og at ingen af æggene blev ødelagt under hændelsen.