Man skal respektere afspærringerne, når man besøger zoologiske haver og safariparker.

Det lærte en amerikansk kvinde for nylig på den hårde måde.

Under et besøg i Wildlife World Zoo, Aquarium and Safari Park i den amerikanske stat Arizona blev hun nemlig angrebet af en jaguar.

Det skete ifølge CNN, da hun valgte at passere afspærringerne for at komme tæt nok på dyret til at kunne tage et selfie.

Et øjenvidne ved navn Adam Wilkerson fortæller, hvordan han nød en dag i zoo med sin familie, da han pludselig hørte en person råbe om hjælp.

»Jeg havde ingen idé om, hvad der ventede mig. Uden at tænke mig om løb jeg derover. Jeg så en kvinde, der stod op ad hegnet med sin arm i jaguarens kløer,« siger han til CNN.

Øjenvidnet fortæller, hvordan jaguarens kløer sad så godt fast i kvindens arm, at han ikke turde forsøge at trække hende væk.

Det lykkedes dog Adam Wilkersons mor at distrahere dyret ved at kaste en vandflaske ind gennem hegnet og få det til at slippe taget i kvinden.

Jaguaren med den flaske, der blev smidt ind i buret i et forsøg på at distrahere den.
Jaguaren med den flaske, der blev smidt ind i buret i et forsøg på at distrahere den. Foto: Adam Wilkerson via REUTERS
Vis mere

Den zoologiske have understreger på Twitter, at dyret på intet tidspunkt var ude af sit bur.

'Forstå venligst, hvor hegnene er sat op. Vi sender vores bønner til familien,' skriver de også i tweetet.

Kvinden, som er i 30'erne, blev kørt på hospitalet.

Ifølge CNN forventes hun at overleve sine skader.

Mickey Ollson, der er direktør for Wildlife World Zoo, Aquarium and Safari Park fortæller til ABC, at det er anden gang, jaguaren har sat kløerne i en besøgende.

Han understreger dog, at dyret, som er cirka fem år, ikke vil blive aflivet som følge af episoden.

»Det er ikke dyrets skyld, og vi vil aldrig straffe et dyr på grund af en fejl begået af et menneske,« siger han.

Han anbefaler i stedet, at besøgende hos Wildlife World Zoo, Aquarium and Safari Park respekterer de hegn og barrierer, der er sat op omkring dyrene.