En dansk delegation har besøgt de to lejre i Syrien, hvor 19 børn og syv kvinder med tilknytning til Danmark opholder sig.

Lørdag har delegationen forladt området i det nordøstlige Syrien igen.

Det bekræfter det kurdiske selvstyre, der har ansvaret for lejrene, over for DR Nyheder.

Delegationen har opholdt sig i Syrien siden i mandags, og man har ifølge DR blandt andet brugt tiden til at undersøge, om det er muligt at evakuere de danske børn fra de to fangelejre, al-Hol og al-Roj.

Den seneste tid har spørgsmålet om børnene i Syrien været højt på den politiske dagsorden.

Støttepartierne De Radikale, Enhedslisten og SF har forsøgt at presse regeringen til at hjemtage de i alt 19 børn med tilknytning til Danmark.

Men regeringen har længe afvist, da man ikke ønsker børnenes forældre til Danmark, fordi de er rejst ned for at støtte den militante bevægelse IS, har Ritzau tidligere beskrevet.

Udenrigsministeriet har nedsat en arbejdsgruppe, der skal se på, hvordan man kan få børn med dansk tilknytning i syriske fangelejre til Danmark, uden at deres forældre følger med.

Mødrene sidder i fangelejrene al-Hol og al-Roj i det nordøstlige Syrien med deres børn, fordi de i sin tid rejste ud af Danmark for at tilslutte sig IS.