Flere steder i USA var der flere repræsentanter for ordensmagten ved protester, end der var demonstranter.

Den regeringsfjendtlige, ekstremistiske bevægelse Boogaloo havde planlagt demonstrationer søndag i alle USA's 50 delstater.

Dagen var fra myndighedernes side imødeset med en vis uro ovenpå Trump-tilhængeres stormløb mod Kongressen 6. januar.

Men antallet af betjente og journalister overgik søndag aften lokal tid flere steder langt antallet af demonstranter.

»Det var en ikkebegivenhed i dag, og det er vi glade for,« siger Troy Thompson, som er talsmand for Department of General Services, der står for sikkerheden ved Pennsylvanias Kongresbygning.

Mere end 10 delstater havde sat soldater fra Nationalgarden ind for at hjælpe med at sikre kongresbygninger, efter at FBI havde advaret om demonstrationerne.

Det er uklart, hvor meget den forudgående advarsel fra FBI og den store sikkerhedstilstedeværelse betød for, hvor mange der dukkede op til demonstrationerne.

Nogle militser og ekstremistiske grupper havde bedt støtter om at blive hjemme netop af den grund. Nogle mente endda, at ordensmagten havde lagt 'fælder', og at det bedre kunne betale sig med aktioner på et andet tidspunkt.

Kun få Trump-støtter var dukket op i delstatshovedstaden i Pennsylvania, Harrisburg.

Det gjaldt blandt andet Alex, en 34-årig håndværker, som til nyhedsbureauet Reuters' udsendte fortæller, at han også var ved Kongressen 6. januar – dog uden at være med til selve stormløbet. Han afviser at oplyse sit efternavn.

Alex bærer en hættetrøje, hvorpå der står 'Fraud 2020' ('Svindelnummer 2020', red.) for at støtte op om den fejlagtige påstand om, at Trump vandt præsidentvalget i november.

Han bemærker, at kun få er mødt op ved Kongresbygningen i Harrisburg søndag.

»Her sker intet,« siger Alex.

Bevægelsen Boogaloo har i løbet af det seneste år fået stigende opmærksomhed.

Personer med tilknytning til bevægelsen er blandt andet blevet anholdt i forbindelse med en plan om at bortføre Michigans guvernør Gretchen Whitmer og stormløbet på Kongressen.

'Boogaloo' er slang for en fremtidig borgerkrig. Medlemmer af bevægelsen ses ofte i fuldt kampudstyr med sikkerhedsvest, våben og hawaiiskjorte på.

/ritzau/