1.589 flasker til en samlet pris af næsten 773.000 kroner.
Så meget champagne blev der købt i det britiske Overhus, House of Lords, sidste år – og det vækker stor harme.
Ifølge Skotlands Nationale Parti, SNP, beviser indkøbet af de mange champagneflasker nemlig, at Overhuset er en 'forældet' institution, som er helt ude af trit med befolkningen og dens kvaler i en tid, hvor leveomkostningerne er steget voldsomt.
Det skriver The Guardian.
»Et parlament, hvor ikkevalgte Lords sidder og glugger og får 342 pund (2.937 kroner, red.) om dagen bare for at dukke op, er ikke et parlament, der er egnet til at repræsentere folket,« siger Tommy Sheppard fra Skotlands Nationale Parti, SNP, som er medlem af det britiske Underhus, House of Commons.
»Vælgerne vil være forbløffede over at høre, at mens de kæmpede for at få husholdningernes økonomi til at hænge sammen og betale for livsnødvendige ting som dagligvarer og energi, sad ikkevalgte Lords og sluprede champagne,« tilføjer han.
De mange dyre dråber blev købt til arrangementer i House of Lords og i Overhusets souvenirbutik, og antallet af solgte flasker er det højeste de seneste fem år, skriver The Guardian.
Ifølge Overhusets talsperson er der dog en logisk forklaring.
»Størstedelen af den champagne, der er blevet solgt af House of Lords, er købt af besøgende i souvenirbutikken og indtaget andetsteds end i parlamentet af medlemmer af offentligheden eller solgt under banketter til organisationer eller enkeltpersoner, der var værter for begivenheder i House of Lords,« lyder det fra talspersonen og tilføjer:
»Det er ikke noget, skatteyderne har betalt for.«
Det britiske parlament er opdelt i Underhuset House of Commons og Overhuset House of Lords.
Medlemmerne af Underhuset vælges i enkeltmandskredse, mens medlemmerne af Overhuset ikke er valgt af befolkningen.
Siden 1911 har Overhuset ikke haft mulighed for at blokere for vedtagelsen af lovgivning, hvis Underhuset har vedtaget forslaget.
Skotlands Nationale Parti har ingen repræsentanter i House of Lords og er modstander af Overhuset som institution, fordi medlemmerne ikke er valgt af befolkningen.
