Den pibler frem.
Kritikken af den amerikanske præsident Donald Trumps forsøg på at tage Grønland. Om muligt med magt.
I et opslag fredag aften på X slog den republikanske senator og Trump-støtte Dave McCormick fast, at sikkerhed i og omkring Grønland kun kan ske ‘gennem frivilligt køb, amerikanske investeringer eller blot en styrkelse af det allerede stærke partnerskab’.
»Jeg støtter ikke, at man tager det (Grønland, red.) med militær magt,« slutter han.
Dermed går han direkte imod Donald Trumps bastante ønske om at overtage Grønland. Og det sker samtidig med, at Donald Trump ikke ser ud til at helme.
»Jeg vil gerne lave en aftale, det er den nemme måde. Hvis vi ikke kan gøre det (overtage Grønland, red.) på den nemme måde, så gør vi det på den hårde måde,« lød det sent fredag fra præsidenten på et pressemøde.
Men Donald Trump møder stigende modstand til sine annekteringsplaner, Ikke kun fra Dave McCormick. Tidlig lørdag morgen kunne mediet Axios berette, at 15 amerikanske Nato-ambassadører og højtstående embedsfolk har sendt et notat til Det Hvide Hus, det amerikanske udenrigsministerium og medlemmer af Kongressen, hvor de advarer om at bruge militær magt til at overtage Grønland.
»Den nuværende præsidents trusler om at bruge militær magt eller andre slags magtmidler for at tage Grønland fra vores allierede Danmark er strategisk tåbeligt på både kort og lang sigt,« lyder det i notatet.
»Vores alliancer (Nato, red.) er vores største geostrategiske fordel i forhold til vores konkurrenter. Rusland og Kina har intet, der kan måle sig med det,« skriver de.
Kritikken har i den grad også politisk bundklang.
Den republikanske senator fra North Carolina, Thom Tillis, retter i en tale i Senatet torsdag skytset med Trumps vicestabschef Stephen Miller. Det er Stephen Miller som i interviews har sået tvivl om, hvorvidt Danmark overhovedet har krav på at have Grønland som en del af Rigsfællesskabet.

Thom Tillis siger direkte, at Miller skal tale den amerikanske præsident fra idéen om at overtage Grønland, og ikke bekræfte ham i, at det er en god idé.
»Jeg er træt af idiotien. Amatørtimen er overstået,« lyder det blandt andet fra Thom Tillis i talen, som er afspillet 2,2 millioner gange på Facebook.
Samtidig slår han fast, at det er Kongressen der til syvende og sidst bestemmer, om USA skal udvide sit territorium med magt.
»Du (Stephen Miller, red.) taler ikke på vegne af hverken mig eller Kongressen«.
Andre prominente republikanske politikere har lignende holdninger. Blandt andet den republikanske Senator Rand Paul fra Kentucky, der har insinueret, at Donald Trumps ønske om Grønland er praleri.
Han siger, at han ‘naturligvis ikke støtter en militær indtagelse af Grønland', ligesom Senatets såkaldte majoritetsleder, John Thune, har slået fast, at han ikke ser for sig, at angreb på Grønland er noget, der seriøst overvejes.
Også Alaskas republikanske senator Lisa Murkowski har sagt, at USA skal fokusere på partnerskab i stedet for ejerskab af Grønland.
Ifølge Derek Beach, der er professor ved Aarhus Universitet, er Donald Trump afhængig af Kongressens godkendelse, hvis USA skal annektere Grønland.
Og det vil møde modstand blandt traditionelle republikanere og vil derfor ikke ske, vurderer han. Det kan du læse mere om her.
