Lørdag blev den 37-årige sygeplejerske Alex Pretti skudt og dræbt af en grænsevagt i storbyen Minneapolis i delstaten Minnesota.

Efterfølgende har det amerikanske ministerium for indenrigssikkerhed hævdet, at skyderiet skete i selvforsvar.

Grænsepatruljekommandør Gregory Bovino har til CNN hævdet, at Alex Pretti forsøgte at »massakrere retshåndhævelsen.«

Forklaringen fra myndighederne har lydt, at Pretti var bevæbnet, og at grænsepolitiet forsøgte at afvæbne ham, før en grænsevagt åbnede ild.

Den udlægning er siden blevet sagt imod af vidner på stedet.

Nu går også Minnesotas statssekretær, demokraten Steve Simon, i rette med Trump-administrationens forklaring.

I et interview med CNN søndag aften sagde han:

»Gang på gang, hvad angår denne Minneapolis-indsats, har vi set direkte fejlopfattelser og løgne fra dem helt i toppen,« siger han.

Ifølge Steve Simon patruljerer grænsebetjentene i supermarkederne Costco og Target, på tankstationer, i kirker og skoler:

»Det ser ud som et net, der er kastet ud for at skabe frygt.«

Drabet på Alex Pretti skete kun lidt over to uger efter, at den 37-årige amerikanske kvinde Renee Good blev skudt og dræbt af en betjent fra immigrationsmyndigheden ICE i Minneapolis.

Drabene har fået demonstranter på gaden i Minneapolis. Deres vrede er især vendt mod immigrationsmyndigheden ICE, som arbejder med at deportere udlændinge, der ikke har opholdstilladelse.

Mandag har Donald Trump sendt sin grænsechef, Tom Homan, til Minnesota. Det skriver præsidenten selv på det sociale medie Truth Social.

»Jeg sender Tom Homan til Minnesota i aften. Han har ikke været involveret i det område, men kender og kan lide mange af folkene der. Tom er hård, men retfærdig, og han kommer til at være i direkte kontakt med mig,« skriver han, men kommer ikke nærmere ind på, hvad Homans opgave er.