Partiet Komeito har fredag trukket sig fra den japanske regeringskoalition.
Det betyder, at der er sået alvorlig tvivl om, hvorvidt Sanae Takaichi - som for nylig blev valgt som leder af det japanske regeringsparti Det Liberaldemokratiske Parti (LDP) - også kan blive premierminister.
Hvis Takaichi kan få den nødvendige støtte, kan hun blive den første kvindelige premierminister i Japan.
Til det har hun dog brug for opbakning i en afstemning i parlamentet senere på måneden.
Den opgave blev egentlig anset for at være relativt ligetil, da hendes regeringskoalition havde klart flest mandater - på trods af, at den er i mindretal.
Men med den mindre koalitionspartner Komeitos exit fra regeringen er der skabt alvorlig tvivl om, hvorvidt det kan lykkes.
Oppositionspartier forsøger nemlig at samle sig om en alternativ kandidat, når der forventeligt skal være en afstemning i parlamentet i den anden halvdel af oktober.
Det var efter et møde med Takaichi fredag, at lederen af Komeito, Tetsuo Saito, besluttede at droppe samarbejdet.
Saito forklarede, at det 26 år lange samarbejde var brudt sammen på grund af LDP's utilfredsstillende reaktion på en skandalesag om uregelmæssig omgang med kampagnemidler blandt LDP-parlamentsmedlemmer.
Han sagde, at Komeito ikke vil støtte Takaichi i afstemningen i parlamentet.
Det er aktuelt Shigeru Ishiba, der er premierminister i Japan. Han meddelte sin afgang i starten af september.
/ritzau/Reuters