Strømmen er natten til onsdag gået i havnebyen Sevastopol, der ligger på den russisk-annekterede Krim-halvø.

Det skriver Sevastopols guvernør, Mikhail Razvozjajev, ifølge nyhedsbureauet Reuters på den krypterede beskedtjeneste Telegram.

Strømafbrydelsen skyldes ifølge guvernøren et ukrainsk angreb på energiinfrastruktur i området.

Luftforsvarssystemer har natten til onsdag neutraliseret ni droner over byen, lyder det videre fra guvernøren.

Sevastopol er den største by på halvøen, som Rusland angreb og annekterede i 2014.

Der bor mere end 400.000 personer i havnebyen. Det fremgår ikke umiddelbart, om strømmen er gået i dele af eller hele byen.

Samtidig er der meldinger om, at én person er blevet dræbt under en russisk beskydning i byen Balaklija nær Kharkiv i det østlige Ukraine. Det oplyser lokale myndigheder i området ifølge Reuters på Telegram.

/ritzau/