Kilder siger til nyhedsbureauet AP, at Det Hvide Hus beordrede et krigsskib, der er opkaldt efter afdøde senator John McCain, ude af syne for præsidenten, da Donald Trump for få dage siden besøgte Japan.

Trump har gentagne gange udtrykt foragt for McCain, der i USA hyldes som en krigshelt.

Krigsskibet 'USS John McCain' befandt sig på stedet, da Trump i weekenden landede i Japan.

Avisen Wall Street Journal skrev onsdag, at en officer i den amerikanske stillehavsflåde i en e-mail havde givet instrukser til flådeministeriet om blandt andet, hvor der var landingsmuligheder for præsidentens helikopter.

Han skrev også om de forberedelser, man havde gjort om bord på flådefartøjet 'USS Wasp', hvor Trump skulle tale.

Tre officerskilder siger til AP, at der var endnu en instruks. Den hed, at 'USS John McCain er nødt til at være ude af syne'.

Da en flådekommandant udtrykte overraskelse over ordren, svarede officeren i stillehavsflåden tilbage, at det var han også, og forsøgte at få en forklaring fra Det Hvide Hus.

McCain blev som pilot under Vietnam-krigen skudt ned. Han sad fængslet i fem år og blev gentagne gange udsat for tortur. Det gav ham flere livslange fysiske handicap.

Under valgkampen i 2016 sagde Trump, at han ikke respekterede republikaneren McCains indsats som soldat.

»Han er ikke en krigshelt. Han er ikke en krigshelt, fordi han blev fanget. Jeg kan (kun) lide folk, der ikke bliver fanget,« sagde han dengang.

McCain forsøgte i 2008 at blive valgt til USA's præsident. Han tabte til demokraten Barack Obama.

/ritzau/