USA's krig i Iran har indtil videre kostet 25 milliarder dollar.

Det oplyser Jules Hurst, der er økonomiansvarlig i det amerikanske forsvarsministerium og hovedrådgiver for forsvarsministeren, når det kommer til finansielle spørgsmål, onsdag, skriver Reuters.

Det svarer til omkring 160 milliarder danske kroner.

Ifølge Reuters er dagens tal det første officielle estimat over prisen på krigen.

Størstedelen af pengene er ifølge Hurst blevet brugt på ammunition.

Han går dog ikke yderligere i detaljer med, hvad estimatet mere konkret omfatter, eller om det også tager højde for de amerikanske baser i Mellemøsten, som er blevet beskadiget under konflikten og forventes at skulle genopbygges eller repareres.

/ritzau/