Med bomber faldende over store dele af Mellemøsten og Iran samtidig med, at en blodig krig raser mellem Ukraine og Rusland, er der opstået en prekær situation.

I øjeblikket er der kun en smal korridor for flytrafik, når turen går fra Europa til Asien. Endnu er der ikke store problemer. Men de kan være i horisonten, advarer eksperter.

»Det er en klar udfordring for flytrafikken mellem Europa og Asien. Og det er et stort puslespil for flyselskaberne.«

Sådan siger aktieanalysechef hos AL Sydbank Jacob Pedersen til B.T.

Lige siden krigen mellem Rusland og Ukraine brød ud i fuld flor i 2022, har der været sanktioner på plads, som gør, at en lang række vestlige flyselskaber ikke længere bevæger sig ind over russisk luftrum.

 I stedet har man benyttet sig af en rute syd om Rusland, når man skulle mod øst.

Men med krigen mellem USA og Israel på den ene side og Iran på den anden, hvor mål bliver ramt over store dele af den arabiske halvø, så er det nu en yderst snæver korridor, som leder flytrafik mellem øst og vest.

Den går over det nordlige Tyrkiet og ind i Kaukasus med Georgien, Armenien og Aserbajdsjan og dernæst over Det Kaspiske Hav og ind i Turkmenistan og Centralasien.

Netop den rute har selskaber flyvende fra København mod det østlige Asien benyttet sig af længe, forklarer Ole Kirchert Kristensen, chefredaktør hos luftfartsmediet Check-In.

»På ruter fra København har man fløjet udenom Iran de sidste to år. Men det er rigtigt, at der lige nu er ekstra kapacitet på ruten over Kaukasus med det, der foregår i Iran og Mellemøsten,« forklarer han.

Der har været luftangreb over store dele af Mellemøsten og Persien de seneste døgn. Her er det Tel Aviv i Israel, hvor luftforsvaret er på arbejde.
Der har været luftangreb over store dele af Mellemøsten og Persien de seneste døgn. Her er det Tel Aviv i Israel, hvor luftforsvaret er på arbejde. Atef Safadi/EPA/Ritzau Scanpix

Så vidt er den rute ikke et problem, slår han fast. Men problemer kan hurtigt opstå.

»Der kan godt opstå restriktioner på ruten over Kaukasus, hvis situationen i Iran og Mellemøsten bliver ved, fordi mange pludselig skal den vej,« siger han.

Netop området i Kaukasus har gennem en årrække været mildest talt ustabilt.

Armenien og Aserbajdsjan har flere gange ligget i krigshandlinger over enklaven Nagorno-Karabakh.

Og skulle den konflikt, som senest var aktuel sidste år, bryde ud, mens alt det andet foregår, så kan vi for alvor stå med balladen, forklarer Ole Kirchner Kristensen.

»Der skal ikke meget til, før den luftkorridor over Kaukasus bliver smallere. Og når vi snakker geopolitik kan alt jo ske. Ikke mindst når man ser på, hvad der foregår mellem Ukraine og Rusland og i Iran,« siger han.

Fra Jacob Pedersens stol i AL Sydbank så giver de mange konflikter åbenlyst problemer for hele luftfartsbranchen. 

Og i sidste ende kan det være forbrugeren, der ender med at betale.

»Det er dyrt for flyselskaberne. De kan komme ud i aflysninger, men også omlagte ruter. Der er tale om betydelige forstyrrelser for deres forretninger,« siger Jacob Pedersen.

Endnu er der ingen ende på krigen i Ukraine. Og den amerikanske præsident, Donald Trump, har heller ikke sat en slutdato på angrebene på Iran.

Derfor er Kaukasus-korridoren fortsat en afgørende livsnerve mellem Europa og Asien. Og der er fortsat enorm travlhed på ruten, slår Ole Kirchner Kristensen fast.

»Selvom korridoren er smal, så er der rigeligt med kapacitet til de mange fly over Armenien og Aserbajdsjan. Og selvom det ser voldsomt ud på Flightradar, så er der ingen fare,« siger han.

Alligevel er det nogle ekstra travle dage for de flyveledere, som holder øje med trafikken over Kaukasus.

Eller som Ole Kirchner Kristensen slår fast:

»Jeg vil nødigt have første dage som flyveleder i det område lige nu.«